|
NYHEDER -
SLAP LIVE
Læst antal gange: 2685
Dato: 11-04-2009
Forfatter: Magnethead
Stemningsrapport fra SLAP Live 17 - lørdag eftermiddag

SLAP har taget forskud på sommeren og lavet en meget stor, computerdrevet sauna. For at krydre luften har vi fyldt hallen med gamere. Det er dog den gode slags sauna. For det første er meget få af de mandlige deltagere nøgne (hvis man vil vide, om de kvindelige er, må man komme selv), og for det andet er det bare rigtig hyggeligt.
Flere elementer hjælper en til at udholde varmen. De trofaste, hyggelige SLAP-gamere sidder som sild i en tønde og skaber en fabelagtig stemning. Derudover er det en smule nostalgisk, at nogen har haft pengene og overskuddet til at tage gymnastikhallen fra min gamle folkeskole og air-lifte den hele vejen til fyn. Jeg forventer nårsomhelst at se min gamle gymnastiklærer spankulere igennem dobbeltdørene og starte en omgang gulvhockey (med de små, røde mål og førstevælger!). Derudover tilføjer det til den ægte gammeldanske folkeskolehygge, at kantinen må være kommet igennem en tidsmaskine fra min gamle fodboldklub tilbage i 90erne - at tænke sig, at Sui har pengene til den slags.
Det bliver ikke meget mere oldschool end gule mursten i en idrætshal med spraglede plasticlinjer på gulvet, muligheden for at købe en jumboburger, en reklame... nej, en erklæring om, at vi alle ses på Egeskov Marked i september og de skønne teksturer fra CS 1.6s Half Life 1 engine fra sidste årtusind.
Det er et lille event denne gang, men hvor er det dog hyggeligt. Det er lige før, jeg fortryder først at ankomme efter al arbejdet er gjort. Jeg kan kun varmt anbefale alle i nærheden af Kværndrup (vi anser både Århus, København og Rom for at være i nærheden af Kværndrup, da Kværndrup er lige præcist midt i intet - alt må være lige tæt på midten af intet) til at komme forbi og nyde varmen og få sig en jumbo burger - old school style!
GENERELLE COMMENTS
Ingen kommentar indlagt.
Du skal være logged in for at kunne skrive en kommentar
<--- Tilbage til nyhedsoversigten
|
|
|
|