Counter Strike counterstrike cstrike cs spilservere esport e-sport serverhosting SLAP.

 
 

Danmarks ældste og største turnerings og event arrangør indenfor esport/gaming

 
 
csHOME

csHVAD ER ESPORT?
csOM SLAP.dk

csREGLER
strikeSPONSORER

Counter StrikeKALENDER
Counter StrikeCS 1.6
Counter StrikeCS SOURCE
Counter StrikeCZ

slapSLAP LIVE / EVENTS
slapSLAP CUPS
CounterSERVERLISTEN

Counter StrikeNYHEDER
Counter StrikeNYHEDSBREV
slapARTIKLER
slapINTERVIEWS
slapBLOGS
CounterFORUM

slapDOWNLOADS
slapFOTOGALLERI

strikeLINKS
strikeTILMELDING
strikeKONTAKT
strike
strikeAVANCERET SØG
Zahid ButtLOGIN

sui
Zahid Buttby multibit
 

25-11-2024   
PRODUKTANMELDELSER / TESTS
Her er alle de produktanmeldelser og test lavet af S.L.A.P

ARTIKLER - PRODUKTANMELDELSER - Acer Predator

Acer Predator Gamecomputer

Læst 4875 gange

Test udført af Joe Cool.

acer predator

Nej nej nej…. Den nye Predator computer fra Acer er en regulær katastrofe! Det er jo nærmest umuligt at bruge den til noget som helst fornuftigt, når fronten åbner op ad? Den konstruktion umuliggør fuldstændigt, at man kan sætte sin kaffe fra sig oven på maskinen! Lad mig lige skynde mig at tilføje: But who cares?

Godt nok kan man tillade sig at stille store krav til en computer i den prisklasse som Acer Predator er i, men hvis placeringen af din kaffekop er dit største problem, så skal du nok overveje en tur i Bilka efter en billig NoName maskine i stedet for.

Nu er det heller ikke folk der mangler et kaffebord denne maskine er møntet på, men dem der forlanger det ypperste af deres grej. Køber du en Predator er det også hvad du får. Ikke kun det der er bag låget, men det vender jeg tilbage til når vi kommer til designet.


Acer Predator findes i flere modeller, men selv low-entry modellen er ret veludstyret. Vejledende udsalgspriser er fra 12.995 - 31.995,-kr så der skulle være noget for en hver smag. Alle modeller har samme kabinet, men det der er under hjelmen er ret forskelligt.

acer predator

Maskinen jeg har testet har følgende specs:
  • Genuine Windows Vista® Home Premium 64-bit SP1
  • Intel® Core™ 2 Extreme X9650 CPU (3.0ghz)
  • 2 * 2GB 800MHz RAM
  • 2 * 150GB (10K rpm) + 2 * 640GB Hard Disk Drives
  • DVDRW + BD ROM
  • 3 way capable NVIDIA nForce 780i SLI motherboard
  • 2* G9800GTX 512MB DDR3 Graphics Cards
  • Liquid Cooling Thermal Solution
  • Logitech Gaming - G11 Keyboard and G5 Mouse
  • 2 x Gigabit Ethernet
  • 750W Power Supply
Med de specs tænker de fleste sikkert: "Det er vel topmodellen så?". Næh, det er såmænd "kun" den 3 vildeste af de 4 modeller, hvis man ser bort fra demomodellen, som ikke kan købes og udelukkende bruges til fremvisning af design.

Design
Ingen tvivl om at hardwaren er I orden, men det vigtigste salgsargument for Acer Predator er og bliver designet. Jeg har set massevis af flotte kabinetter, og hundredvis af flotte hjemmefuskede mods. Acer Predator's design er blandt de fedeste jeg har set. Hvis du er til Alienware's designs vil du sikkert også elske Acer Predator.

Det er lidt svært at forklare designet uden man har set det live. Den bedste beskrivelse er vel nærmest at sige, at den ligner en succesfuld parring mellem en moderne R2D2 og Bumblebee fra Transformers-filmen.



Det der gør den ekstra speciel er den orange farve, som dens "panser" har. Den orange farve springer med det samme i øjnene og Predatoren kræver din opmærksomhed. På det punkt skal man nok forvente, at den tiltrækker nysgerrige nørder, som lyspærer tiltrækker stankelben. Under de orange "plader" dukker der sorte områder op der huser alt hardwaren.

Når man tænder den, begynder den at lyse op med blåt lys på udvalgte steder i de sorte områder. Det ser virkelig cool ud og selvom orange og blåt ikke er den kombination jeg i første omgang selv ville have parret, kan jeg nu pludselig se, at det giver god mening. Hen under aften bliver maskinen endnu mere fed at se på, som den står og "gløder" med sit blå lys. Den ligner nærmest en reaktor der kan levere strøm til en mindre provinsby.

Oven på Predatoren er der ekstra USB og audio stik. Lige ved hånden som de skal være. Bagdelen ved den ide er så at evt. ledninger man sætter i der, er i vejen for den gimmick, som nok tiltrækker flest købere. Nemlig det opskydelige frontpanel som gør maskinen ekstra "porno" at se på. Apropros "porno", så kunne jeg ikke lade være med at smile over Acer's slogan på Predators hjemmeside: " Faster, Deeper, Harder, Further".

acer predator

Lad det være sagt med det samme: Ja, de stik sidder måske ikke så smart, men hvis du ejer Predatoren så er du s…. ligeglad. Seriøst. Det er ikke de USB eller audio stik du kommer til at bruge i det lange løb. De er der i tilfælde af, at du skal have tømt et digitalt kamera, eller hurtigt lige skal have et andet headset sat til. Desuden så kommer det i anden række når man opdager at fronten kan skydes op. Jeg må også indrømme, at jeg flere gange har taget mig selv i at køre fronten op og ned, mens jeg lavede "Star Trek lyde". Frontens bevægelighed er en "nøøøj-faktor", og den skal ikke undervurderes. Det gør lige Predatorens design lidt mere cool og nørdet på den gode måde.

DVD-skufferne gemmer sig bag 2 "arme" som vipper ud til hver sin side når man klikker på knappen. Det ser lidt blæret ud, og det skjuler de normalt kedelige DVD-drev når de ikke bliver brugt. God detalje.

acer predator

Nok om design og videre til det der gemmer sig bagved.

Hardware
Jeg kunne skrive op og ned I dagevis om hver enkelt stykke hardware i Predatorens, men jeg vil prøve at moderere mig af gode grunde. Dels vil anmeldelsen blive for lang, og desuden er maskinen leveret samlet, og anmeldes derfor som så.

Processoren er en Core 2 Extreme X9650 (3.0ghz), som kan æde det meste du smider efter den. Som navnet antyder, er det en Extreme version der lige har fået en tand ektra i hz. Den er så kraftig, at den vel nærmest kan betegnes som overkill for 99 % af alle almindelige PC brugere, men spil freaks vil nok godte sig. Det er altid rart med lidt ekstra under hjelmen.

Harddiskene er en hel saga for sig. Der er 4 harddiske i maskinen. 2 stk 150Gb og 2 stk 640Gb. Begge sidder i hhv. Stripe og Mirror RAID, og efterlader dig med ekstra hurtig lagring og hentning fra harddiskene. De 150Gb harddiske er oven i købet et par 10k rpm fra Western Digital og er pænt hurtige uden RAID. Der er svært at kræve mere.

Rammene er maskinens svage punkt, hvilket Windows Experience Index testen dog også husker, at minde mig om. Når jeg tillader mig at sige svage, så er det en sandhed med modifikationer. I dette tilfælde er der tale om 2 x 2Gb 6400DDR2 800Mhz ram, hvilket normalt er ganske dækkende. Til denne maskine i denne klasse ville et par 1066Mhz dog nok være mere passende.

Grafikkortene sidder i SLi og er et par nVidia G9800GTX med 512Mb DDR3 ram. De behøver nok ikke nogen nærmere præsentation. Min eneste bemærkning er, at de selv hver for sig er pænt kraftige og at et enkelt nok er meget lig det de fleste har i deres maskiner gennemsnitligt i øjeblikket. Et hurtigt check på prisen viste at de står i ca. 1500,- kr stykket d.d.

Strømforsyningen (PSU) kommer ikke til at give de store problemer. På 750W er den pænt med og bør kunne trække det meste.

Netkort er der nok af. Dvs at man normalt nøjes med 1, men Acer Predator serien er udstyret med hele 2 Gigabit netkort. Man ved jo aldrig hvornår man får brug for et ekstra, vel? Igen lidt overkill i min verden, men det er det Acer Predator handler om. Masser af det gode og så lige lidt ekstra på toppen.

Kølesystemet er heller ikke bare den sædvanlige lille helikopter der forsøger at lande på din CPU, men et Liquid Cooling Thermal Solution system. Det betyder god køleevne og i teorien mindre larm. Det må siges at være i orden.

Alt i alt er det kvali der er proppet i maskinen jeg testede, og det kunne bestemt også mærkes på dens performance.

acer predator
Se stor billede


Software
Ja, hvad er der at sige? Windows Vista Home Premium 64-bit med SP1 var pre-installeret. Kan du lide Vista er det jo fedt, men er du mere til XP, ja så synes du vel det er lidt blahhh. Jeg lader folk have deres egen mening, men kunne ved selvsyn konstatere, at Vista kørte ganske glimrende under testen.

Med pakken var der 90 dages brug af Norton. Jeg vil gætte på at de fleste lader det blive på maskinen til tiden er udløbet og smider et gratis anti-virus ind derefter. Norton har aldrig været overnørden og gaming-freakens bedste ven. Vi lader så den udtalelse stå for sig selv et par sekunder.

Pre-installeret kunne man også finde noget Acer-halløj, som jeg dog ikke brugte meget tid på. Der var jo så meget andet der skulle prøves af i stedet.

Kabinettets Indretning og kvalitet
Der var både plusser og minusser omkring Predatorens fysiske indretning.

Bag det ellers meget roste design, har jeg måttet konstatere, at der også var nogle negative sider ved den måde Acer har valgt at lave Predatoren på. Eksempelvis irriterede det mig, at eject-knappen til DVD-drevene sat lidt inde under "armene" som dækker åbningen. Det betyder at det kan være lidt svært at komme til den, og i særdeleshed når skuffen allerede er åben. Det er en detalje, men dog en anelse til gene.

Da jeg ville løfte maskinen for finde et godt sted til at tage billeder af den, fik jeg på forunderlig vis "rykket" den sorte plastik del af fronten løs. Ingen skade sket, for den klikkede lige så fint på igen, men det overraskede mig, at det ikke sad bedre fast. Den del af maskinen er plastik, og det holder altså ikke til alverden. Omvendt ville jeg heller ikke ønske det var lavet af metal, da maskinen ville blive for tung. Jeg vil heller ikke sige, at min oplevelse kan 100 % ligestilles med at fronten er dårlig kvalitet. Men det er nu nok ikke så smart lavet, at det er plastik lige der hvor man automatisk tager fat, når man vil løfte maskinen. Men det gør jeg så ikke igen.

Skal du skifte ting ud inden i den, så er det ikke sådan lige til. Godt nok kan kabinettet åbnes uden brug af skruetrækker, men det er alligevel omstændigt. For at få siden af, måtte jeg først løsne de 2 skruer der holder armene til den opslåelige front. Derefter skal der løsnes 2 spænder på bagsiden (hvilket faktisk er et super smart koncept), og så har du siden af. Og dog, for inden i maskinen er der et ekstra stykke beskyttende plastik, som dækker bundkortet. Det er nu ret nemt at få af, men trods alt lidt mere arbejde. De ting kunne jeg sagtens leve med, for det går rimeligt stærkt, og hvor tit er det lige man roder rundt der inde alligevel?

acer predator

Det der virkelig tirrede mig var, da jeg ville skrue skidtet sammen igen, og jeg knoklede med at få sat den øverste arm på til frontpanelet. Fingerskrue var nem nok, men selve armens pal kunne kun vende på en måde: den modsatte af hvad armens hul var. Hvordan var det så sket? Ja jeg konstaterede, at javerten ikke sådan lige kunne vendes med hånden, for den sad meget stramt og vende selv tilbage igen. Der er åbenbart en fjeder der drejer den tilbage så den hjælper med at løfte frontenpanelet. Jeg måtte have fat i en tang, og så lykkes det efter et par forsøg. Om jeg så har gjort det mere besværligt end godt er, ved jeg så ikke. Selvom det er meget imod min natur, så læser jeg sgu manualen først næste gang!

Nu fik jeg sagt at det ikke er lige til at skifte ting ud i den. Det passer alligevel ikke helt. Jo altså Grafikkort og ram, kræver at du åbner siden, men harddiske er en helt anden sag. Her tager jeg lige ordet "genialt" med i anmeldelsen, for det er det altså. I bunden foran på Predatoren sidder der en lille usynlig låge. Bag den er der et sindrigt system, der lader sig udskifte harddiske uden den store operation. Jeg har set harddisk skuffer før, men det her er altså både nemmere, mere diskret og langt mindre pladskrævende end noget jeg har set før. Du trykker på en lille knap som sidder på en af harddisk "skufferne", og vupti, så er harddisken ude. Ret nemt at opgradere harddiske eller bare skifte en ud. Det holder altså bare.

Spiltests
Det kommer sikkert som et chok for dig, men jeg har ikke brugt meget tid på at teste hverken Office-pakken eller bruge min netbank på maskinen. Surf er også blevet holdt på et minimum, for hvorfor spilde tiden med sådan noget pjat når man kan bruge tiden på noget mere fornuftigt, nemlig: Spil!

Ja - du hørte rigtigt, jeg har prøvet at presse den med diverse spil. Lad os se det i øjnene: Hverken Office-pakken eller Explorer kan udnytte denne maskines power.

Nu er jeg jo gammel CS1.6 spiller, så hvad var mere naturligt end at smide Steam ind i den, og downloade CS1.6 og CS:Source, så det gjorde jeg. Som du sikkert kan regne ud var der lidt spild af tid for hvordan skal de spil kunne presse et eneste framedrop ud af maskinen overhovedet? Det kørte bare.

Nu har både CS1.6 og CS:S jo efterhånden nogle år på bagen, så jeg bevægede mig lidt frem i tiden og havnede ved en anden og noget nyere favorit: The Elder Scrolls - Oblivion. Oblivion er en del mere krævende, og man kan faktisk få det til at presse min nuværende computer pænt meget (se specs på den længere nede i anmeldelsen). Nok til at Oblivion bliver uudholdeligt at spille. Det var ikke tilfældet med Acer Predator maskinen, der åd alt råt, som jeg smed efter den. Alle settings på max i 1600x1200 uden at brokke sig det mindste. Ja ok, der var et par hak en 4-5 gange i løbet af de 5 timer jeg spillede, men hver gang kunne jeg høre harddisken hygge sig lidt ekstra. Jeg vil ikke blive overrasket, hvis det var operativsystemet eller Norton der havde gang i en eller anden vedligeholdelsesopgave.

Timingen for testen af Acer Predator var ikke dårlig, forstået på den måde at jeg opdagede at Crysis Warhammer (CW) kunne købes og downloades samme aften, som jeg fik maskinen ind af døren. Så det gjorde jeg selvfølgelig. Crysis spillene er kendt for at være noget af det mest krævende du kan smide på din computer i øjeblikket, så det skulle jeg da prøve. Jeg blev ikke skuffet. Over Crysis altså. Det lykkedes mig nemt at få Predatoren i knæ uden de store armbevægelser. For at jeg kunne holde ud at spille CW, måtte jeg smide opløsningen ned i 1024x768, og grafik settings ned på "gamer", som er næst mindste detaljeringsgrad.

Det overraskede mig faktisk ret meget at den ikke kunne klare mere. Faktisk så meget at jeg startede min egen hjemmebyggede PC op og legede lidt med CW derpå også. Det er en WinXP 2.1@2.4Ghz, 2Gb DDR2 ram, GF8800GT 512Mb maskine, som alt andet lige er flere niveauer under Acer Predatoren. Af en eller anden grund kørte de meget ens. Og hvorfor nu det? Ja jeg har flere teorier. Bl.a. kunne det være pga. DX10, Windows Vista eller grafikkortdriverne, eller at Crysis bare ikke fattede SLi systemet, eller sidst men ikke mindst, at Crysis Warhammer bare ikke er optimeret til alle systemer endnu. Det var trods alt dagen efter det blev frigivet, og CW har efter sigende fået ny engine. Der var i hvert fald noget der haltede.

Jeg lod mig dog ikke slå ud, så jeg gennemførte selvfølgelig skidtet på Predatoren og det helt uden uprovokerede crashes. Det var da i det mindste et godt tegn.

Efter den grimme overraskelse var jeg nødt til at teste endnu et af de nyere spil. Godt nok allerede med 1 år på bagen, men stadigvæk et ret krævende spil. Nemlig: Lord of the Rings - Online, som jeg spiller rigtigt meget normalt. LOTRO giver dig masser af muligheder for at justere settings på grafikken, og det var præcist hvad jeg gerne ville teste på Predatoren. Men fik jeg gjort det? Næh, for efter jeg havde sat alle settings på Ultra High (alle settings på højeste) og indstillet opløsningen på 1920x1200 opdagede jeg, at Predatoren var komplet ligeglad. Den rev bare grafikken rundt fuldstændig ligeglad med hvor vildt jeg pressede den. Det var en pæn positiv og noget bedre overraskelse end Crysis skuffelsen. Det understreger for mig også, at der er et eller andet der halter med Crysis Warhammer, og ikke med maskinen.

acer predator

Andre tests
Nu er der jo altid nogle nørder der ikke gider læse hele anmeldelsen, og fræser ned gennem anmeldelser og leder efter benchmarktests så som Futuremark og lignende. Hvis du er en af dem, så: "tillykke, du fandt det".

Det er jo altid rart at have noget at sammenligne med, og planen var egentligt at jeg ville have testet Predatoren op mod min egen PC vha. Futuremark, 3Dmark, CPUmark og Sisoft Sandra. Det var så her det gik op for mig at denne maskine er mindst 1 generation foran min egen, for de tests min maskine kunne køre, kunne Predatoren ikke køre og omvendt. Kunne jeg endelig afvikle en test på begge (Futuremark 06), nægtede programmet at vise en score, fordi maskinen var for ny og derfor ikke havde fulgt "reglerne" helt. Det jeg kunne se på fps den løbende måling var dog imponerende, og min egen maskine blev totalt jordet.

Man siger at billeder siger mere end ord, så i stedet for at kvævre løs om resultaterne, vil jeg hellere vise screenshots af de ting jeg kunne teste her:

CPU ARITHMETRIC

CPU MULTIMEDIA

FUTUREMARK VANTAGE

HARDDISK SPEED

MEMORY SPEED


Tilbehør
Ud over selve computeren, så er der også kræset for den køberen på Keyboard og muse-fronten. Acer har vedlagt både et Logitech G11 Keyboard, samt en Logitech G5 Mouse.

Jeg vil ikke komme nærmere ind på hverken musen eller tastaturet, men bare konstatere at begge er kvalitet og med helt fremme når vi snakker noget af det fedeste spille grej. Super kvalitet og fedt design. Hvis du vil vide mere om disse specifikt, skal du på jagt på Google.

Konklusion
Acer Predator er den første hele maskine jeg har anmeldt, og det har været forholdsvist nemt (hvis jeg ser bort fra de panikomtågede timer, da min laptop med den næsten færdige anmeldelse døde).

Maskinen er mere end godkendt til det den er beregnet til, nemlig spil og misundelseseffekt.

Den afvikler langt de fleste spil bedre end godt nok, og jeg vil gætte på at 90 % af alle de spil folk spiller for tiden, vil kunne køres helt flydende i pæne opløsninger. De sidste 10 % må man så indrette sig på, at måtte tweake sig ud af, som vi andre dødelige. Kort og godt så er hardwaren altså i orden. Og det på trods af at den maskine jeg testede, ikke er topmodellen, men "kun" i mellemklassen.

Designet er vildt lækkert og vil helt sikkert tiltrække de andre ligesindede hanner. De kommer automatisk lige skal hen og ser hvad det er for en reaktor du har stående. Specielt til LAN-parties vil den hurtigt komme i søgelyset, og der vil blive hvisket i krogende, om man har set den syge orange maskine der står derhenne. Det er ikke nogen fiks lille lan-maskine, for den er tung. Men har man købt den, så tager man den altså med alligevel pga wauw-faktoren. Det er alt slæbet værd - tro mig.

Kvaliteten af kabinettet er både godt og skidt. Det som den fancy låge på frontet giver ekstra til designet, må kvaliteten på selvsamme lide under. Personligt kunne jeg nemt leve med det, for det er en detalje man lærer at tænke over, når man flytter den, eller skal have den åbnet. Designet overskygger de udfordringer meget nemt. Det er dog værd at have i baghovedet, hvis du slæber din maskine meget rundt til LANs og er en klump til at passe ordentligt på dine ting.

Indretningen i maskinen er godkendt, og der er en masse finesser der gør det nemt at skifte ting ud uden for meget værktøj, selvom jeg dog kæmpede lidt med en skrue til frontens arme. Specielt harddisk skuffen og de små blå spænder er jeg meget begejstret over.

Larm fra maskinen er ikke et problem, men den er heller ikke decideret støjsvag. Dem der vil have en kraftig computer, ved at dB og kraftig hardware sjældent følges ad. Alligevel er maskinen ikke mere støjende, end at kun de mest nærtagende, vil finde det problematisk.

Hvem er det så lige der er målgruppen for Acer Predator serien?
Acer predator er ikke kun møntet på dem der vil have det vilde hardware, men også på dem der lige vil give skruen en omgang mere. Det er ikke dem der selv bygger deres kabinetter (mods), der går ud og smider kassen efter denne orange vildbasse. Næh det er dem der ikke gider alt det bøvl med at arbejde på et kabinet til kl. 3.00 om natten i fars værksted 2 måneder i træk. I stedet tager de den nemme, men dyrere løsning og køber en færdig version. Oven i købet en version, som meget få mod-freaks vil kunne lave tilsvarende. På den måde springer du alt det besværlige over og går direkte til det det hele handler om, nemlig at gøre dine venner misundelige og have det sjovt med maskinen.

Nu ved jeg ikke hvor mange penge de unge får i konfirmationsgave nu om dage, men skal du have fingre i topmodellen, så slår de 4-6000,- som vi fik i min tid ikke til. Man kommer ikke uden om det: Acer Predator serien er en kostbar affære.

Man kan altid diskutere om det er for meget, men den diskussion vil jeg lade læseren afgøre og bare tilføje, at det ikke kun er designet du betaler for. Der er altså ikke er sparet på noget på hardwaresiden. Eksempelvis er bootdiskene på 10k rpm, CPUen i Extreme klassen, strømforsyningen godt kraftig og grafikkortene er også pænt med osv.

Jeg kunne have skilt alle dele af og slået prisen op på nettet enkeltvis, og set om jeg kunne ramme samlet vejl. udsalgspris for Predatoren, men det har jeg så ikke gjort. Det afgørende er også hvad du synes den er værd, og ikke hvad EDBpriser mener. I den sidste ende er det mange penge for en maskine, og derfor appellerer den ikke umiddelbart til studerende og andre fattigrøve (gifte mænd som undertegnede).

Hvis der er noget jeg savner ved Predatoren, skulle jeg nævne detaljer som et headset, samt at keyboardet og musen ville have været ekstra cool, hvis de havde haft samme orange farve som maskinen. Hvad jeg ikke har nævnt er, at der rent faktisk findes en 24" skærm i samme farver der passer 100 % med Predatoren, og det havde altså været cool at alle dele havde samme farve, ik? En detalje, men hvis den skulle have det sidste.

Hvis jeg her til sidst skulle beskrive maskinen med 3 ord ville det blive: Design, Power og Pris.

Så har du en pose med guld, og mangler du en super fed veldesignet og kraftfuld computer, ja så er Acer Predator serien nok værd at holde øje med.…. Altså lige med mindre du insisterer på at din kaffekop skal kunne stilles oven på maskinen.

acer predator

Vejl. udsalgspris for den testede model er: 16.995,-kr

Positivt
Design - Svært at se noget der kan overgå det den næste tid
Power - Predatoren gør det du beder den om og lidt til
Indretning - Masser af smarte finesser og generelt godt lavet kabinet
Geek-value - Behøver ingen nærmere forklaring, vel?

Negativt
De bevægelige plastikdele - kan være en udfordring at holde i live
Prisen - Du skal have slået den store sparegris i stykker for at få råd til den.

SLAPS
- Design 10
- Pris 5
- Kvalitet 8
- Geek value 10
- Brugbarhed 10
- Udvidelsesmuligheder 8
- Samlede slaps 8


Maskiner i Predator serien der er på vej:
Rookie (udelukkende en demomodel)
Sniper II
Trooper II (den testede)
Crusher
Eliminator

www.acer.com/predator

- Artikler forside
- Produktanmeldelser
- Tweaks
- Våben guides
- Mapanmeldelser
- Slap test dummies
- BLOG-SEKTION


 
Counter Strike - counterstrike
Counter Strike - counterstrike

Counter strike counterstrike cstrike cs spilservere esport e-sport serverhosting SLAP.


© slap.dk * optimeret til 1024 x 768 * optimeret til IEX 5.0
 
 
MOVIES

DR - Danish Esport Awards 2007
SLAP LIVE Tappehallen Cult Party (zip-36MB)
SLAP LIVE Ballerup Superaren (zip-13MB)
Battlefield Nordisk Mesterskab (zip-5MB)

INTERVIEWS